Velkommen til Engesvang Musikforening
Engesvang Musikforening afholdte generalforsamling torsdag d. 29 maj
Denne lille video indgik som en del af beretningen.
Bestyrelsen blev udvidet med endnu et medlem. Det blev Birgit Christensen. Og så var der genvalg til alle :-)
Her i foråret 24 præsenterer vi et helt nyt tiltag i musikforeningen, nemlig: "Familie-kor"
Koret er for børn fra børnehaveklasse til og med 2. klasse, og man kan kun deltage sammen med en forældre eller en anden nær voksen.
Vi skal synge både kendte og nye sange og de fleste vil være rytmiske.
Familiekoret er "et forsøg" og vi mødes 4 gange. Nemlig på følgende mandage:
26. februar - 4. marts - 11. marts og 18. marts.
Vi mødes i gymnastiksalen på Engesvang Skole og det er fra kl. 16.30 til 17.30
Flere informationer følger, men sæt roligt kryds i kalenderen.
Velkommen til sæson 23-24.
Traditionen tro, starter koret EKKO med visecafe i Bording og i år er det d. 15.august.
Alle kan være med i koret og vi øver torsdage i Engesvang Børnehus.
I efteråret er det torsdag d. 31. august - d. 14 + 28 september - d. 12 + 26 oktober og alle torsdage i november (2+9+16+23) og
Julekoncert i Bording Kirke d.30. december.
I november har vi også besøg af Erik Sommer - se her under.
Og så slutter vi året med koncert i Engesvang Kirke d. 7. december.
Hvis du vil vide mere om koret, så ring til Joan på 61 11 89 30.
Kordag med Erik Sommer d. 11. november 2023
Program:
Kl. 9.30 Opvarmning
Vi synger sammen med Erik Sommer
Frokostpause
Vi synger videre
Eftermiddagskaffe og kage
Kl. 15.30-16 Åben prøve, hvor familie og venner er velkomne
Pris for deltagelse i kordagen 175 kr.
Inklusive noder, 1 flaske vand,
frokost (menu: frikadeller, pastasalat, salat og grovbrød)
eftermiddagskaffe m. kage
Medbring selv tallerken og bestik.
Tilmelding er individuel og sker ved betaling på Mobile Pay nr.: 255417
HUSK at skrive navn.
Vi har begrænsede pladser, så her gælder ”Først til mølle”.
Når de første 100 er meldt til, lukker kassen.
Adresse: Engesvang skole, Gl. Kongevej 93, 7442 Engesvang
Vel mødt! Vi glæder os til at synge sammen!
Med venlig hilsen EKKO koret i Engesvang
Nyt fra generalforsamlingen
Generalforsamlingen blev afholdt i "god ro og orden" og gav genvalg til bestyrelsen.
John Juul Eriksen der har været foreningens kassrer gennem de sidste mange år, ønskede at fratræde posten. Vi takker John for indsatsen og heldigvis fortsætter John i koret så vi kommer også til at samarbejde fremover.
Som ny kasserer valgte vi Marlene Kirkegaard fra Moselund. Velkommen til Marlene
Så rundede Engesvang Musikforening året af med den traditionelle julekoncert i Engesvang Kirke sammen med Sejs Blæserne.
Det har været et rigtig spændende år, som særligt vil blive husket for teaterforestillingen"Krigens øjeblikke" på Klosterlund i maj, som var et helt fantastisk projekt.
Et andet tiltag var efterårets koncerter sammen med Den Totale Dekadence og Hedekoret. Det kommer vi helt sikkert til at gentage om et par år!
Tak til jer der "sang med" og jer der kom og bakkede op!
Glædelig jul og godt nytår til alle fra Engesvang Musikforening
nb. billedet viser hvor publikum stod op og sang med på "Dejlig er jorden"!
Årets Julekoncerter
Kulturhuset Den Gamle Biograf i Engesvang var fyldt med sang og sangere, da der torsdag 6. oktober var korkoncert.
De tre kor Den Totale Dekadence fra Ikast, Hærvejkskoret fra Nørre Snede og EKKO fra Engesvang/Bording sang både sammen og hver for sig.
Sammen - med omkring 100 sangere - var er en opførelse af "Vadehavssuite" af Jens Rosendal og Ole Ugilt Jensen. Det er et værk med seks sange, der beskriver Vadehavet.
Sammen sang de tre kor også Stig Skovbos "Båret af vind", og de sluttede af med "Aarhus Tappenstreg"..
De tre kor sang også hver en afdeling. EKKO sang "Agnus Dei" af Tore Aas, "Hen over grænser og tro" af Stig Skovbo, "Angles" af Robie Williams og endelig "The Parting Glass", der er en traditionel irsk drikkevise.
Korsang kan styrke samarbejdet i Ikast-Brande kommune. Derfor tager tre af kommunens sangkor for anden gang initiativ til en fælles koncert, der skal synge kommunen sammen, fortæller Bente Busk, der er formand for Ikast-koret Den Totale Dekadence.
- Efter kommunesammenlægningen for efterhånden 15 år siden, markerede vi i en række kor, at vi vil styrke sammenholdet i hele kommunen. Derfor lavede vi den gang en stor fælles koncert med titlen ”Vi synger kommunen sammen”. Det var da et godt arrangement, så nu har vi fået den idé at lave en koncert med titlen ”Vi synger kommunen sammen igen”, siger Bente Busk.
I koncertprojektet medvirker Den Totale Dekadence fra Ikast, EKKO fra Bording-Engesvang og Hærvejskoret, der øver i Nørre Snede.
Sidst blev der kun holdt en koncert, men denne gang bliver der tale om tre koncerter i henholdsvis Ikast, Engesvang og Nørre Snede. Det er 4. oktober. 6. oktober og 13. oktober.
- Sidst holdt vi koncerten i Brande, og da var der også medvirken af et kor i Brande. Desværre ligger koret i Brande lidt underdrejet i øjeblikket, men de er snart på benene igen, og når de er klar, håber vi igen kan lave et fælles arrangement, hvor vi alle er sammen, siger Bente Busk.
Ved den første koncert efter kommunesammenlægningen blev der skrevet seks sange om den nye kommune. Det er dog ikke de sange, man skal synge denne gang, men blandt andet sange af Jens Rosendal under fællestitlen ”Vadehavssuite”, og man vil også kunne opleve en af de sange, formanden for Engesvang Musikforening, Stig Skovbo, har skrevet.
Ud over de fælles numre skal de tre kor synge egne afdelinger ved koncerterne. De tre korledere, Aage Christiansen, Joans Frost og Else Rasmussen, vil deles om at dirigere. Sangen bliver akkompagneret af Stig Skovbo og Hanna Christiansen.
Se et lille videoklip fra den sidste øvegang: https://youtu.be/u5-Dx_BVtSE
Den Totale Dekadence har i alle 35 leveår været ledet af Hanna og Aage Christiansen. Koret har cirka 65 medlemmer, og de synger er repertoire med rytmiske sange musicals, rock, evergreens, danske sange og salmer. Deres egen afdeling ved denne koncert består af et medley fra filmen Grease, et medley over nogle af Lars Lilholts sange, Benny Andersens og Poul Dissings ”Hilsen til forårssolen” samt Coldplays ”Fix You” fra 2005.
EKKO udspringer af Engesvang Musikforening, men en stor del af de cirka 35 sangere kommer fra Bording. Koret har siden starten for godt 30 år siden været ledet af Joan Frost og Stig Skovbo. Deres afdeling ved denne koncert vil bestå af ”Agnus Dei”, ”Hen over grænser og tro”, ”Angels” og ”The Parting Glass”.
Hærvejskoret blev stiftet i 1968 af Johannes Mynster, som er den af fem dirigent i korets levetid, der har været længst ved »pinden«. Den nuværende dirigent er Else Rasmussen, som tiltrådte midt i coronatiden. Koret betegner sig som et åbent folkekor med stor alsidighed og et meget bredt repertoire, dog mest med fokus på den danske sangskat. Hærvejskorets egen afdeling i denne korkoncert består af ”I do like to be beside the seaside”, ”I skovens dybe stille ro”, ”Aften” af Matti Borg og Bellmanns ” Bort allt vad oro gör”.
Koncerten bliver spillet tre gange:
Tirsdag 4. oktober kl. 19.30 i Quben på Ikast-Brande Gymnasium
Torsdag 6. oktober kl. 19.30 i kulturhuset Den gamle Biografd i Engesvang
Torsdag 13. oktober kl. 19.30. I Nørre Snede Skole.
Entré 75 kr. Billetter købes ved døren.
Velkommen til Engesvang Musikforenings hjemmeside
Det var øjebliksbilleder 75 og 80 år tilbage i tiden, og alligevel var det helt aktuelt, da der torsdag aften var premiere på teaterforestillingen Krigens Øjeblikke på Klosterlund Museum.
Det blev understreget allerede i velkomsten ved museumsinspektør Julie Lolk. Hun sagde blandt andet, at de seneste måneders begivenheder har vist os, at krig desværre er et udbredt livsvilkår for mennesker. Men det er befrielse også.
Og det fik man så helt ind på følelserne i forestillingen, blev spillet af 16 skuespillere, 20 korsangere og fem orkestermedlemmer fra Engesvang, Kragelund og omegn. Alle replikkerne i forestillingen er citater fra mennesker, der har berettet om deres oplevelser fra egnen under og efter besættelsen.
Et af citaterne – måske et af de stærkeste i forestillingen var af nyere dato med reference til behandlingen af de tyske flygtninge, der kom til ´Danmark i stort tal i de sidste måneder af anden verdenskrig. Det var en beretning om stemningen på en dansk arbejdsplads, hvor indvandrere blev chikaneret.
Meget rørende var også et optrin med beskrivelse af, hvordan en kvinde efter befrielsen blev beskyldt for at være i med tyskerne, fordi hun havde handlet med soldaterne i det såkaldte Tyskertårn mellem Engesvang og Pårup.
Morsomme indslag var det også i retningen om drengen, der pralede med, at hjemme i hans families kælder lå en morter-granat. Han turde godt sætte sig oven på kassen med granaten, lige indtil et af de andre børn knaldede en oppustet papirspose.
Og beretningen om den nedkastning af våben i krigens sidste dage, der ved et fejl gik ned i mosen lige udenfor Moselund, og hvor almindelige lokale var ude for at samle op. – ”Hvad nu hvis tyskerne opdager os?” – ”-Ja, så er det sgu’ os, der har mest at skyde med!”
Forestillingen gjorde stort indtryk på publikum. Det gjorde det også på der elever fra 9. klasse på Engesvang Skole, der overværede forpremieren. De var helt opslugt af historierne, som var så fremartede – og dog har udspillet sig i deres lokalområde.
Der er i alt fire forestillinger. Arrangørerne oplyser, at der endnu et en håndfuld billetter tilbage til forestillingen lørdag aften.
Se flere billeder fra forstillingen her: https://photos.app.goo.gl/Ve6whvrR2SxFNRmR6billealbum
Voxpop:
Gitte og Ole Svendsen, Engesvang:
- Det er lokalt. Det er et arrangement i vores område, og så handler det også om noget fra det sted, hvor vi bor. Der er sådan en god stemning inde i forestillingen, og så er det alligevel et alvorligt emne. Det er godt, at vi får den her oplevelse.
Svend Erik og Hanne Sørensen, Engesvang:
- Krigen er jo et spændende emne. Og når det så oven i købet er noget fra lokalområdet, så er det ekstra spændende. Min far var med i modstandsbevægelsen i Thorning-området, så det føles meget tæt på det her.
Rita og Frederik Hansen, Stenholt:
- Jeg vokset op i Silkeborg lige ved siden af Silkeborg Bad, hvor tyskerne jo havde hovedkvarter under anden verdenskrig, så besættelsestiden er noget, jeg går meget op i. Nu er vi så flyttet her ud, og vi har ar hørt, at den gård, vi nu har, under besættelsen faktisk har været brugt i forbindelse med nedkastning af våben. Vi føler os lidt som en del af den her historie.
Fire børn gengiver det glade budskab fra radioen 4. maj 1945, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Derefter springer de ned fra kasser og ud i fremtiden.
Det er netop Engesvang-børns erindringer fra den følelsesladede majaften i 1945, der er grundlaget for den teaterforestilling, man kan se på Klosterlund Museum torsdag, fredag og lørdag, 5. – 7. maj.
Teaterforestillingen med 16 skuespillere og 20 korsangere har fået titlen Krigens Øjeblikke, da den udelukkende bygger på lokale øjenvidneberetninger fra besættelsestiden i og omkring Engesvang.
Forestillingen var tænkt som en markering i maj 2020 af 75 året for befrielsen. Corona har flere gang forpurret planerne; men nu er alt klar. Skuespillere, korsangere, orkester, teknikere og instruktør Christina de Laurent er nu startet med prøver i den midlertidige teatersal, der er indrettet i tørveudstillingen på Klosterlund Museum.
De to års udsættelse har irriteret tilrettelæggerne, men på den anden side er forestillingen måske mere aktuel end nogensinde, nu der igen er krig i Europa. Og der igen er kvinder og børn på flugt til Danmark, sådan som det også beskrives i forestillingen om flygtninge fra Tyskland, der søgte ly i Danmark, da de russiske tropper tog kontrol med den østlige del af Tyskland.
Der er planlagt i alt fire forestillinger. Arrangørerne oplyser, at der endnu er enkelte billetter til forestillingen lørdag aften, men de øvrige er udsolgt.
Se flere billeder ved at klikke her
Teaterprojektet ”Krigens Øjeblikke”, der har premiere 5. maj på Klosterlund Museum, har stor betydning for den kollektive erindring i Engesvang. Forestillingen bygger udelukkende på lokale øjenvidneberetninger fra besættelsestiden, 1940 – 1945, og grundmaterialet er nu overdraget til Engesvang Lokalhistoriske Arkiv, hvor arkivleder Ejvind Lassen er svært godt tilfreds.
- Vi havde ikke ret mange personlige beretninger fra krigens tid. Vi havde noget om tyskertårnet, og men hvad almindelige mennesker har tænkt og følt, har vi ikke noget om. Derfor er vi meget taknemmelige for, at man har taget det her initiativ, siger Ejvind Lassen.
For tre-fire år siden opstod ideen om en teaterforestilling om, hvordan anden verdenskrig påvirkede Engesvang og omegn. John Juul Eriksen blev sat i spidsen for projektet med at samle lokale øjenvidne beretninger.
- Vi henvendte os til mennesker, der måske kunne huske noget eller som har været tæt på nogen, der har oplevet noget. Stort set alle sagde, at de ikke havde noget bidrage med, men vi fik alligevel lov til at komme med en båndoptage og få en snak. Og så viste det sig jo alligevel, når vi bare snakkede løst, at der var masser af historier, der bare aldrig er blevet bevaret andre steder end i de pågældende menneskers erindring, siger John Juul Eriksen.
Lydoptagelserne blev sendt til en dramaturg, der omsatte beretningerne til små historier. Derefter er lydoptagelserne overdraget til lokalhistorisk arkiv, hvor de nu er båndlagt i en del år.
- Vi har valgt at anonymisere historierne. For det første var der nogen, som kun ville medvirke, hvis de forblev anonyme. For det andet har det vigtigste for os været at få fat i personlige oplevelser og følelser, siger John Juul Eriksen og tilføjer:
- Vi har ingen intentioner om at komme med historiske fakta, og enhver ved, at to mennesker, der står ved siden af hinanden, har ikke den samme oplevelse af den samme begivenhed. Hvis vi lagde de her historier frem som historiske fakta, vil der altid være nogen, som mener, der er fejl. Vi ønsker ikke en debat om historiske fakta. Vi ønsker at fortælle personlige historier om oplevelser og følelser. Derfor får ingen at vide, hvem der har fortalt de enkelte historier.
John Juul Eriksen er taknemmelig for, at så mange har fortalt så åbenhjertig.
- Det var en stor oplevelse at komme rundt og snakke med folk. Det var berigende for vi, der kom med båndoptageren, men det er også berigende for eftertiden, at nogen har sat deres egne følelser på det, de eller deres nærmeste har oplevet, siger John Juul Eriksen.
Teaterforestilling, spiller fire gange på Klosterlund Museum 5. – 7. maj. Den består af 24 enkeltscener med skuespil, musik og sang. Der er ingen fortløbende handling, men det er 24 scener, der alle tager udgangspunkt i de personlige beretninger, der kom frem samtalerne. En del af de replikker, der indgår, er direkte afskrifter fra lydoptagelserne med mennesker, der husker eller har fået fortalt, hvad der skete på egnen mellem 1940 og 1945, mens tyskerne havde besat Danmark, og de engelske flyvere beskød tog på Engesvang Station.
Scenografien er meget autentisk, når der 5. – 7. maj spilles teater på Klosterlund Museum. Skuespillere, kor, orkester og publikum vil være i selve udstillingen om tørveindustrien, der havde sin storhedstid i besættelsestiden, og forestillingen ”Krigens Øjeblikke” handler netop om besættelsestiden.
Det fortæller forestillingens idemand, Stig Skovbo.
- Der er grænser for pladsen, og nu da vi har aftaler om, hvordan publikumstribunen skal bygges op, kan vi se, at der kun bliver plads til 90 tilskuere til hver forestilling, siger Stig Skovbo og fortsætter:
- Med det begrænsede antal betalende tilskuere har vi i økonomien været afhængige af gode sponsorer. Blandt andet nyder vi godt af at museet giver gratis husly og at en del af museets frivillige har tilbudt at give en hånd med, og det er en stor hjælp, siger Stig Skovbo..
Han fortæller, at skuespillere og kor er i fuld gang med prøverne. Orkesteret er sammensat, og netop nu er han i gang med at skrive noder ud til de enkelte instrumenter.
”Krigens Øjeblikke” var planlagt til at skulle opføres i maj 2020 i forbindelsen med 75 året for afslutningen på Anden Verdenskrig. Corona udskød planerne flere gange, men nu vil man kunne opleve, hvordan krigen påvirkede mennesker på egnen omkring Engesvang og Kragelund.
Baggrundsmaterialet er interviews med mennesker, der selv kan huske noget fra de fem besættelsesår eller har hørt deres forældre fortælle. Det er blevet til en teaterforestilling med 25 selvstændige scener uden gennemgående handling. Men hver scene bygger på lokale øjenvidneberetninger, og nogle af replikkerne stammer direkte fra de interviews, der blev lavet tilbage i 2018 og 2019. Interviewene er lavet af frivillige, men manuskriptet er skrevet af den professionelle dramaturg Brian Wind, og skuespillet instrueres af Christina de Laurent.
Billetterne bliver udelukkende solgt på nettet via Kulturens Venners hjemmeside, oplyser Stig Skovbo.
- Jeg vil anbefale, at man får købt, så snart vi åbner på fredag. Der bliver kun plads til fire gange 90 tilskuere, og de pladser bliver hurtigt revet væk. Og de, der er heldige at få billet, får til gengæld også en helt unik oplevelse, lover Stig Skovbo.
Der har været første øvegang på forestillingen "Krigens Øjeblikke", der skal spille i den første uge i maj.
Forestillingen, der bygger på øjenvidneberetninger fra Engesvang og omegn fra krigens tid, består af 24 små selvstændige scener. Derfor kan der være virkelig mange medvirkende.
Der mødte ikke så mange op til første aften, men man kan stadig nå at være med. Især er der brug for flere voksne. Gerne yngre voksne.
Man kan tilmelde sig til Stig Skovbo, 4038 5931. - Alle kan være med!
Der er brug for både skuespillere, sceneteknikere, kostumere og korsangere.
Øveaftener er altid om torsdagen, men da forestillingen består af enkelt-scener behøver man kun at være med de aftener, man øver de scener, man skal være med til. Øveaftener foregår på "Broen", som er SFO'en ved Engesvang Skole.
Ved den første aften var koret samlet i stueetagen mens skuespillerne mødtes på første sal, hvor de lavede foresklige teaterlege, og hvor instuktøren interviewde de enkelte fremmødte.
Det gælder blandt andet sangen ”Barnlig Undren”, der i sin tid blev skrevet af to lærere på Silkeborg Højskole, Leif Rasmussen og Hans Dammeyer. Den blev da også spillet to gange ved denne koncert, da de cirka 50 tilhørere til koncerten taktfast forlangte et ekstranummer efter koncerten egentlig var slut.
Fast er også ”Away in a Mager”. Nogle år for kor, andre år for brassband og andre år for samspil. I år var det ren messingmusik men med en solo-althorn spillet af Camilla Kiær.
En anden helt fast tradition er, at salmen ”Dejlig er Jorden” er fællessalme til sidst men med hele udtrækket af messingmusik og englesang af sopranerne i sidste vers. I år var der ekstra udtræk, idet Sejs Blæsernes janitshar, Christina Jensen, også kan spille orgel, så han sprang op på pulpituret og spillede med fra den anden ende af kirken.
Han var i øvrigt i sin egenskab af janitshar på omfattende arbejde i forbindelse med koncerten. Et af de nye numre, Sejs Blæserne diverterede med i år, var et medley fra tegnefilmen ”Løvernes Konge”. Det var med masser af klokkespil, trommer og pauker, så Christian Jensen måtte skynde sig fra det ene instrument til det andet gennem det lange nummer.
Blandt EKKO-korets nye numre i dette års koncert var ”Carol of the Bells”, der er inspireret af en enkel ukrainsk folkesang, der senere er blevet amerikaniseret, og siden spillet i mange forskellige stilarter fra klassisk til metal. Her altså for kor med ding-dong sunget af sopraner, alter og basser.
Nu holder EKKO-koret en pause, men kormedlemmerne ventes at blive grundstammen i det kor, der i foråret skal arbejde med en teaterforestilling om besættelsestiden på Engesvang-egnen. Forestillingen, der får premiere i begyndelsen af maj, begynder man forberedelserne til lørdag 8. januar. Da indbydes alle, der kunne tænke sig at medvirke i forestillingen på den ene eller anden måde, til en introduktion til produktionen.
Se flere billeder fra koncerteni dette album: https://photos.app.goo.gl/KKMCEyk4Zgf6sk9n7
Den brede mangfoldighed af musik i Engesvang og omegn kom virkelig til udtryk lørdag 6. november. Da var der koncert i kulturhuset i Engesvang med ikke mindre end otte musikgrupper fra Engesvang og Kragelund.
Koncerten, der havde fået titlen ”Krig og fred”, var arrangeret i samarbejde mellem Engesvang Musikforening og Kulturens Venner. Det var en del af fejringen af 75 års jubilæet for afslutningen.af anden verdenskrig. En fejring, der skulle have stået på i maj 2020, men som blev udsat på grund af corona.
Nu lykkedes det at samle omkring 50 musikere og omkring 100 tilhørere til en koncert, hvor sangteksterne på forskellig måde handlede om krig og fred.
Mangfoldigheden var stor. Mange af sangene var stille, rolige og rørende, andre var hård rock på grænsen til heavyrock. En fællessang fra højskolesangbogen var der også lagt ind i programmet, nemlig Danmarks uofficielle frihedssang fra 1945, ”En lærke letted”.
Far og søn, Steen og Daniel Ancher fra Klode Mølle, lagde ud med et par sange, de selv har skrevet. Til slut i programmet oplevede man gruppen Et lille Band, med koncertens arrangør, Stig Skovbo, som også selv har skrevet sangen ”Hold om mig i nat”.
Han har også skrevet en sang, der havde urpremiere ved koncerten, nemlig ”Lille som stor”, der blev fremført af musikforeningens kor, EKKO. Det er en sang, der er skrevet til den teaterforestilling, der også er en del af den udsatte befrielses-fejring. Forestillingen er nu planlagt til opsætning til maj næste år.
Ved koncerten kunne man også opleve Mette Thue fra Kragelund, der blandt andet sang en af de protestsange, der var med i kampen mod Vietnamkrigen, nemlig ”Blowing in the wind”.
Som modsætning til den stille ballade kunne man opleve et helt ungt band ”Lau og Mortensen” spille hård rock, blandt andet med deres fortolkning af John Lennons ”Imagine”.
Duoen Tornøe og Weje, sang blandt andet ”Brother in arms”. Cathrine and the firemen havde på deres repertoire blandt andet ”Kringsat af fiender”, man også senere også kunne høre EKKO-koret synge.
Endelig medvirkede også ”Cabaretorkestret”, der ikke er et fast band, men en gruppe musikglade mennesker fra Engesvang og Kragelund, der tidligere er fundet sammen om at lave kabaretforestillinger i fællesskab mellem de to nabobyer.
Se flere billeder fra koncert i dette album: https://photos.app.goo.gl/vdvayVvqj4uS2JnL6
Engesvang Musikforenings kor, EKKO, har igen været med i et stort koncertprojekt, nemlig åbningskoncerten ved Klassisk Musikfestival. Den foregik i Herning Kongrescenter søndag 31. oktober.
EKKO indgik i et stort kor, der ud over EKKO bestod af Hærvejskoret fra Nørre Snede og Den Totale Dekadence fra Ikast.
Temaet for koncerten var danske romantiske sange fra 1800-tallet, altså musik af Peter A. Heise, J.P.E. Hartmann og ikke mindst Niels W. Gade, der på den tid var en af Europas mest feterede komponister.
Koret med omkring 75 sangere sang i første afdeling fire sange: ”Natten er mild og kære”, ”Snart er natten svunden”, ”Flyv fugl, flyv” og ”På Sjølunds fagre sletter”. Efter pausen stod den udelukkende på forestillingen Elverskud af Niels W Gade. Forestillingen er med i den danske kulturkanon, som et kunstværk, alle danskere bør kende noget til. – De fleste kender sikkert også til Gades melodi til ”I Østen stiger solen op”, som altså ikke er den melodi, man bruger i skolerne, men den der indgår i den sørgmodige historie om Hr Oluf, der blev lokket af elverpigerne – og forgiftet, da han alligevel foretrækker sin elskede derhjemme.
For EKKO har prøveperioden fra sommerferien og ind til koncerten været noget forceret, men da alle blev samlet fredag aften til fælles øvning på Herning Gymnasium, kom der virkelig skred i sagerne. Ikke mindst takket være koncertens samlende figur, pianisten Ulrich Stærk. Han er pianist på højt internationalt niveau, men frem for store klaverkoncerter foretrækker han at coache sangere, og han har i den forbindelse engagementer i hele Europa. Men han er også hvert år med til konkurrencen Unge Sangere som akkompagnatør der. Og da folkene bag det arrangement også er meget engagerede i Klassisk Musik Festival, er han også en naturlig del der.
Se en stump video fra prøverne ved at trykke her
Ulrich Stærk er ikke alene en eminent pianist og akkompagnatør. Han er er også en god pædagog – og hylende morsom, der til stort set alle fejl fra korsangerne har en frisk kommentar om, hvad det ikke skal lyde som.
Da man mødtes til en hel øvedag lørdag, stødte sang-solisterne også til. Til denne koncert var der engageret tre solister, nemlig den meget erfarne alt-sanger Ulla Kudsk Jensen, sopranen Mariann Ravnkilde Mikkelsen og barytonen Daniel Tobijanski.
Sidstnævnte er ganske godt kendt her på egnen. Han er opvokset i Pårup – med polske forældre – og han trådte nogle af sine musikalske barnesko i Engesvang Kirke. Han er i øjeblikket i gang med en sanguddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Selve uddannelsen er han færdig med til sommer, man han håber på, at han kan få lov til at til at fortsætte med en solistuddannelse.
Prøverne fortsatte søndag i Herning Kongrescenter, hvor der blev øvet endnu mere med overgange mellem solister og kor, inden det hele gik op i den store helhed ved koncerten med flotte kjoler, blomster og spotlys.
Koncerten forløb udmærket. Flere af korsangeren var lidt utrygge, fordi det store kor betød stor afstand fra den ene side til den anden, hvilket betød problemer med at høre sammenhænget.
Men der var nu masser af sammehæng, og det hele kom nu godt nok ud over scenekanten. Det fortæller formanden for Engesvang Musikforening, Stig Skovbo, der normalt akkompagnerer EKKO og derfor kunne sætte sig ned som publikum.
- Det var rigtigt godt. Det var stort at opleve så meget lyd og så godt stemmerne var afstemt efter hinanden. Det var dejligt at opleve vores kor i sådan en professionel sammenhæng, siger Stig Skovbo.
Og EKKO kan ikke bare hvile på laurbærrene. Allerede seks dage efter koncerten venter den næste koncert. Koret medvirker i koncerten ”Krig og fred” i kulturhuset i Engesvang lørdag 6. november. Her skal koret synge tre sange, der handler om krig og fred, og en af sangene er en verdenspremiere, idet sangen ”Lille som stor” er skrevet til en forestilling, der skal opføres på Klosterlund Museum til maj.
Engesvang hylder freden. Det sker blandt andet med en koncert lørdag 6. november i kulturhuset Den Gamle Biograf i Engesvang. En tre timer lang koncert, hvor musik og tekster handler om krig og fred, fortæller Stig Skovbo, som er en af initiativtagerne til arrangementet.
Vi har bedt musikere i Engesvang og omegn til at være med koncerten, og ikke mindre end 10 solister og musikgrupper har lovet at komme og give nogle numre, siger Stig Skovbo.
Han fortæller, at der på programmet vil være flere numre, der er skrevet lokalt, og en af dem vil også være en urpremiere, nemlig hans egen ”Lille som stor”, der fremføres af koret EKKO.
– Det er en sang, der indgår i den teaterforestilling, der skal have premiere 4. maj næste år. Forestillingen bygger på øjenvidneberetninger om, hvad de skete her på egnen under besættelsen 1940 – 1945, siger Stig Skovbo.
Han har også skrevet sangen ”Hold om mig i nat”, som fremføres af ”Et lille Band”, som han selv stå i spidsen for. Også far og søn, Steen og Daniel Ancher fra Klode Mølle, vil fremføre to numre, de selv har skrevet: ”Vi tænder lys” og ”Gør dig fri”.
Også nabobyerne vil være repræsenteret i koncerten, nemlig Mette Thue fra Kragelund og Gorm Olsen fra Funder. Også Cabarertorkesteret og Bøllingsø All Stars deltager, og de er grupper, som er fundet sammen i musikprojekter, der gennem årene har været mellem Engesvang og Kragelund.
Desuden medvirker ”Cathrine and the firemen”, ”Tornøe og Weje” samt Jacob Lau og Per Mortensen.
– Det er lidt flot, at vi kan stable sådan et arrangement på benene. Og det er flot, at de her musikere vil være med, selv om de kun får lov til at spille to-tre numre hver, siger Stig Skovbo og tilføjer:
– Det her er jo det andet arrangement i det store program, vi havde planlagt omkring maj sidste år i anledning af 75 året for Danmarks befrielse. Der kom som bekendt en pandemi på tværs, men 1. september i år fik vi gennemført alsangen med tre simultane sangarrangementer forskellige steder ved Bølling Sø med i hvert fald 400 deltagere. Nu har vi så koncerten ”Krig og fred”, og til januar går vi i gang med indstuderingen af teaterstykket ”Krigens Øjeblikke”, der skal spille fire-fem gange på Klosterlund Museum i begyndelsen af maj
Arrangeret i samarbejde mellem Engesvang Musikforening og Kulturens Venner.
Pris: 50 kr. Billet på Engesvangkultur.dk eller ved indgangen.
Programmet for koncerten:
Ekko: “lille som stor”. ”Kringsat af fiender”, ”Heal the world”
Cathrine and the firemen: “Zombie”, “Kringsat af fiender”, “What a wonderfull world”
Tornøe og Weje: “Russians”, “Brother in arms”
Jacob Lau og Per Mortensen: “Imagine”, “Fortunate son”, “Bombs away”
Et lille Band: ”Anthem”, ”Jeg havde engang en båd”, ”Hold om mig i nat”
Bøllingsø allstars: “In the army now”, “Krig og fred”, “No surrender”
Caberetorkesteret: ”The rising”, ”Flyvere i natten”
Anchormen: ”Vi tænder lys”, ”Gør dig fri”, ”Day after tomorrow”
Mette Thue: “Blowing in the wind”, “Lyse nætter”
Gorm Olesen:
Nu er der igen sat gang i forberedelserne til teaterforestillingen om krigens tid i Engesvang. Det var planen, stykket skulle have spillet omkring 4. maj 2020 ved 75 året for Danmarks Befrielse. Så blev det ødelagt af covid-19, men nu er det på skinner igen, fortæller Stig Skovbo, som er formand for Engesvang Musikforening og en af idéfolkene bag forestillingen.
- Sidste gang nåede vi så langt, at vi fik lavet et manuskript, sangene og musikken. Vi fik engageret en instruktør, og hun nåede at have to øvegange. Så stoppede det hele. Heldigvis er Christina de Laurent klar til igen at kaste sig ud i opgaven som instruktør på vores forestilling. Vi har lige haft et møde med hende, og hun glæder sig vildt meget til at komme i gang med vores lokale og meget specielle forestilling, siger Stig Skovbo.
Det er en speciel forestilling, der udelukkende bygger på lokale øjenvidner til hvad der skete på egnen i besættelsestiden og omkring befrielsen. Frivillige var for nogle år siden rundt med en båndoptager for at indsamle lokale vidnesbyrd, som en professionel tekstforfatter senere skrev ned i 24 små dramastykker, der står hver for sig. Men fortæller om enkeltøjeblikke på Engesvang-egnen mellem 1940 og 1945.
Blandt andre Stig Skovbo har skrevet sange, der kommer til at indgå i forestillingen, som Christina de Laurent skal instruere. Hun er lidt kendt på egnen i forvejen, da du de seneste år også har været instruktør på friluftsspillene i Thorning.
Det er meningen, at forestillingen skal opsættes på Klosterlund Museum i dagene 4. – 7. maj næste år. Scenen bliver i udstillingsbygningen mellem tørvemuseets udstillingsgenstande.
- Det hele er sådan set klar. Vi mangler bare at nogen vil være medvirkende. Det er jo ikke sikkert, at de, der meldte sig sidste gang, er klar, når vi nu går i gang igen, men så er der forhåbentlig nogle andre. Vi har i hvert fald besluttet, at vi laver en introduktionsdag lørdag. 8. januar om eftermiddagen. Her beder vi alle, der kunne tænke sig at være med på den ene eller anden måde om at komme og høre og se – og nok også synge en sang, siger Stig Skovbo og fortsætter:
- Derefter regner vi med at have torsdage som faste øvedage, og det er så i de første par uger, at vi fordeler opgaverne. Nogle vil have små roller, nogle vil have store roller. Nogle vil synge i kor. Nogle vil lave kostumer, nogle vil lave kulisser. Der bliver opgaver til alle. Derefter bliver der lavet en øveplan. Det er jo faktisk 24 små forestillinger, vi skal lave, så det er først den sidste uge, at alle skal komme samtidig til prøverne. Man skal altså ikke afsætte alle torsdage i flere måneder, men jeg tør garantere for, at det bliver så spændende, at man vil glæde sig hver gang, man skal af sted, siger Stig Skovbo.
Teater-forestillingen er kun en af tre elementer i fejringen af jubilæet for Danmarks Befrielse. 1. september i år gennemførte man et stort alsangsarrangement tre steder rundt om Bølling Sø med omkring 400 deltagere fra Engesvang, Funder og Kragelund. Lørdag 6. november i år bliver der i kulturhuset i Engesvang en koncert med titlen "Krig og fred", her vil musikgrupper fra Engesvang og Kragelund på skift spille og synge numre med relation til krig og fred.
Vil man være med til introdagen lørdag 8. januar kl. 13 – 17, kan man på forhånd til melde sig til skovbofrost@gmail.com
Omkring 400 deltog i alsang tre steder ved Bølling Sø
Sangene fik i bogstaveligste forstand vinger, da der onsdag aften var alsang ved Bølling Sø. Omkring 400 mennesker fra Kragelund, Funder og Engesvang mødtes ved bredden af den fælles sø og sang 10 danske sange.
Desuden medvirkede Flyvevåbnet ved at sende seks fly fra Flyveskolen i Karup ind over søen samtidig med, at arrangørerne afspillede frihedsbudskabet fra BBC 4. maj 1945.
Arrangementet skulle egentlig have været sidste år som led i markeringen af 75 året for Danmarks befrielse, men corona kom på tværs af festlighederne.
- Men der var en god grund til at lave alsangen her 1. september. Traditionen med alsang under besættelsen kulminerede nemlig 1. september 1940, da flere end 700.000 danskere sang med rundt om i landet. Så mange var vi ikke her i aften, men jeg er noget imponeret over, at så mange havde lyst til at synge sammen med os i aften, siger Stig Skovbo, som er formand for Engesvang Musikforening og en af initiativtagerne til arrangementet.
Det var dog frivillige fra både Engesvang, Funder og Kragelund, der havde stablet det hele på benene med sang, musik, kaffe og kage et sted i hvert af de tre sogne.
Man kunne ikke høre hinanden på tværs af søen, og det kneb også med at få øjenkontakt. Og alligevel foregik det simultant de tre steder. Det hele blev nemlig styret fra en halvø, der stikker ud i søen. Her blev der med lys sendt mosesignaler musikere på de tre steder, så både sang og kaffepause kunne foregå samtidigt.
Det var både nyere og ældre danske sange, der blev sunget. Man indledte således med ”Den danske sang er en ung blond pige” og sluttede med ”Altid frejdig”, men ind i mellem blev der også sunget Kim Larsens ”Jutlandia” og en sang, der vandt en konkurrence i forbindelse med befrielsesjubilæet sidste år, ”Frihedens lysdøgn”.
Stig Skovbo fortæller, at alt der, initiativgruppen havde sat i søen i forbindelse med befrielsesjubilæet sidste år, bliver gennemført, men nu forskudt i stedet for lige omkring jubilæumsdagen 4. maj.
- Nu har vi alsang, og 6. november har vi en koncert med titlen ”Krig og fred”, hvor forskellige lokale synger og spiller musik med tilknytning til emnet. Og så begyndelsen af maj næste år, regner vi med at sætte den teaterforestilling op, som vi fik skrevet sidste år, siger Stig Skovbo.
Se flere billeder fra aftenen i dette album: https://photos.app.goo.gl/6b5PqxfdJRJB2Naz9
Søndag 20. juni var der alsang på Peter Svinths Vej. Det var ved den lille lund, af et egetræ og 150 bøgetræer, der blev plantet 5. juni 1999 i anledning af Grundlovens 150 års jubilæum.
Sidste alsang i Engesvang inden sommerferien er søndag 20. juni kl. 19.
Denne gang mødes vi ved grundlovsegen på Peter Svinths Vej ved siden af bofællesskabet Bøllingsø.
Vi mødes for sammen at synge nogle sange fra højskolesangbogen, så medbring gerne selv din højskolesangbog – men der er også mulighed for at låne en sangbog.
Alsang er opvarmning til den helt store alsangsaften onsdag 1. september. Den aften bliver der alsang flere steder ved bredden af Bølling Sø, da flere grupper i både Engesvang, Funder og Kragelund går ned til søbredden for at synge de sammen danske sange.
Den 1. september er ikke tilfældigt valgt. Det var nemlig 1.september 1940 man mange steder i Danmark mødtes for at synge alsang for at markere samhørigheden som nation og stille modstand mod besættelsesmagten. Den dag var der samlet cirka 750.000 danskere for at synge sammen. Vi ved ikke, hvor mange vil synge sammen 1. september i år, men vi skal nok blive fere hundrede ved Bølling Sø. Vi kan måske ikke høre dem, der synger på den anden side af søen, men vi kan se hinanden og de fakler, vi sender lyssignaler til hinanden.
Der vil også være alsang i Engesvang søndag 15. august. Da vil det ske i parken ved brandstationen på Birkevej.
Søndag aften blev der sunget alsang ved Bølling Sø. Godt 30 tog imod opfordringen til at mødes en halv time for at synge nogle danske sange.
Initiativet kommer fra den arbejdsgruppe, der havde planlagt en stor fejring sidste år i anledning af 75 året for befrielsen. Dengang blev alt aflyst på grund af corona, men nu har gruppen taget fat igen, og i maj, juni, august og september bliver der alsang flere steder.
Se en lille video fra arrangementet her
Det kulminerer med det meget stort alsangs-arrangement 1. september, hvor man regner med, at der på samme tid bliver sunget alsang flere steder rundt om søen.
Ved denne alsang, 30. maj, var der udvalgt syv sange, nemlig ”Den danske sang”, ”Den blå anemone”, ”Noget om helte”, ”En lærke letted’”, ”Jeg ved en lærkerede”, ”Man binder os på mund og hånd” og ”Et hav der vugger sig til ro nu”.
Næste alsang er søndag 20. juni kl. 19 på Emil Ernsts Vej.
I Engesvang synger man sammen, og snart heller ikke kun hver for sig. Initiativgruppen bag den aflyste fejring af befrielsesjubilæet i 2020 genoptager nu alle planerne, der i høj grad bygger på fællessang, oplyser Stig Skovbo fra initiativgruppen.
- I maj, juni og august arrangerer vi igen alsang forskellige steder i Engesvang, og det lægger op til, at vi onsdag 1. september forhåbentlig kan gennemføre det store alsang-arrangement med alsang flere steder rundt om Bølling Sø på samme tid, siger Stig Skovbo.
Han håber, at samfundet til september kan være frigjort af de fleste corona-restriktioner, men ved de første alsangsarrangementer i Engesvang by er man nødt til at indrette sig efter de aktuelle regler.
- Som reglerne er lige nu, betyder det, at vi må samles op til 50 personer udendørs. Men det skal være en slags foreningsaktivitet, så vi er nødt ti at indsamle navne og adresser på alle deltagere. Og bliver vi flere end de 50, må vi bede hundeluftere og andre, der kommer forbi, om at holde sig lidt på afstand, siger Stig Skovbo.
De tre alsangsarrangementer foregår på søndage kl. 19. Det er 30. maj, 20. juni og 15. august. Hver gang er der planlagt 10 – 15 sange, så arrangementet tager cirka en halv time. Deltagerne opfordres til selv at medbringe højskolesangbogen.
- Faktisk synger allerede nu vi fællessang fra højskolesangbogen her onsdag. Vi har lavet en Facebook-side med navnet ”Fællessang i Engesvang”, som alle kan gå ind på. Hver onsdag klokken 19 livestreamer en forsanger en sang, som folk derhjemme i stuerne kan synge med på. Der er kun den ene sang, så det er højest fem minutter. Men det er fællessang – hver for sig, siger Stig Skovbo.
Ud over arrangementerne med fællessang havde initiativgruppen også, før coronaen ramte, planlagt en teaterforestilling, der skulle have været afviklet i dagene omkring 4. maj sidste år.
- Lige nu arbejder vi på at kunne gennemføre det i maj 2022. Der er forinden mange ting, vi skal have samlet op på. For det første skal vi være sikre på, at vi om et år er på den anden side af pandemien. Og hvad med de sponsorer, vi havde fået til at give tilskud, er de stadig med på ideen? Er de medvirkende, der meldte sig for halvandet år siden, klar til at stille op igen? Under alle omstændigheder har vi et manuskript og nogle sange klar, siger Stig Skovbo.
Han oplyser, at der også bliver arbejdet på i efteråret at gennemføre en koncert med titlen ”Krig og Fred”, der blev aflyst for et år siden.
Skønt der er forsamlingsforbud var der aligevel alsang i Engesvang 4. maj om aftenen. Stryegruppen for kulturprojekte "Krigens Øjeblikke" samledes spontant til en privat alsang foran Broen ved Engesvang Skole og i nærheden af den lokale mindesten for Befrielsen.
Da der er flere end 10 i styregruppen blev arrangementet delt i to grupper, der sang eftere hinanden under ledelse af kokrelder Joan Frost og med akkompagnement af Stig Skovbo.
De blev sunget "Den danske sang er en ung blond pige", "Den blå anemone","Lyse nætter", "Man binder os på hånd og mund" og "Et hav der vugger sig til ro nu".
Fejringen af jubilæet er på grund af corona-krisen udsat et år. Tirsdag 4. maj 2021 vil der være et stort alsangsarrangement med fællessang flere steder rundt om Bølling Sø. Den følgende weekend vil man spille forestillingen "Krigens Øjeblikke", der bygge på øjenvidneberetninger fra personer, der oplevede Besættelsen og Befrielsen i Engesvang og omegn.
Det var meningen, at mandag 4. maj skulle alle elever på Engesvang Skole have haft skole om aftenen for at kunne deltage i den store alsang ved Bølling Sø. Sådan kom det ikke til at gå.
Men de elever, der har fået lov til at komme tilbage til skolen blev ikke helt snydt for alsang. Mandag formiddag samledes alle elever op til 5. klasse på fodboldbanen neden for skolen. På lærerværelsets terrasse stod skoleleder Claus Bredahl og viceskoleleder Morten Bødker og sang for på to sange: "Jutlandia" og "Livstræet".
I maj næste år bliver der i Engesvang og omegn den helt store fejring af 76-året for afslutningen på Anden Verdenskrig. Der skulle have været flere store arrangementer i dagene omkring 4. maj i år, men det kan ikke lade sig gøre på grund af forsamlingsforbuddet, fortæller Stig Skovbo, som er formand for Engesvang Musikforening.
- Vi var langt inde i planlægningen og øvningen da corona-pandemien ramte os. Vi havde samlet skuespillere, kor og orkester til forestillingen Krigens Øjeblikke, og mange var i gang med at forberede den store alsangsaften 4. maj flere steder rundt om Bølling Sø. I første omgang besluttede vi at udsætte forestillingen i håbet om, at vi kunne komme til at genoptage prøverne her efter påske. De kan vi så ikke, og så må konsekvensen være, at vi forsøger igen næste år, siger Stig Skovbo, der bliver suppleret af kasserer John Juul Eriksen:
- Vi håber, at vi kan gennemføre planerne om et år. Det kræver selvfølgelig, at vores samarbejdspartnere vil være med. Vi har jo en udfordring i, at vi allerede har brugt en del penge på manuskriptforfatter og den slags, men heldigvis har nogle af de, der har bevilget tilskud til projektet, lovet at deres tilsagn står ved magt selv om vi udsætter et år, siger John Juul Eriksen.
Det var meningen, at forestillingen Krigens Øjeblikke skulle opføres på Klosterlund Museum 30. april og 1., 2. og 3. maj. Forestillingen bygger på øjenvidneberetninger fra besættelsestiden i Engesvang og omegn. Faktisk er alt i forestillingen dramatiseringer af hvad personer i lokalområdet kan huske fra 1940 til 1945.
4. maj skulle der efter planen have været et alsangsarrangement flere steder rundt ved Bølling Søs bredder, hvor man skulle synge de samme danske sange på samme tid. Foreninger, kor og skoler i Engesvang, Kragelund og Funder var inddraget i planerne, og man ventede mindst 1000 deltagere, fortæller korleder Joan Frost.
- Hvis det lykkes for os at få alle med på at gennemføre det om et år, vil vi holde fast ved, at alsangen skal være 4. maj om aftenen. Forestillingen vil vi gennemføre 6., 7., 8. og 9. maj, siger Joan Frost, der nu lægger noderne til side foreløbigt.
Vil du være med til at sikre det økonomiske grundlag for et højt ambitionsniveau for forestillingen Krigens Øjeblikke, er du velkommen til at bidrage med et beløb.
Indsæt penge på Engesvang Musikforenings konto: Reg.nr: 0870 Konto: 0465672668
Donationer indtil nu:
Prøverne til teaterforestillingen Krigens Øjeblikke er nu gået i gang. Foreløbigt er 15 amatørskuespillere i gang med at øve de scener, der i begyndelsen af maj skal blive til en forestilling om besættelsestiden i Engesvang og omegn.
I teorien er der medvirkende nok, men instruktøren Christina de Laurent fortæller, at hun gerne vil have lidt flere skuespillere. Helst børn og mænd.
- Vi mangler i hvert fald nogle børn. Forestillingen bygger på erindringer fra krigens tid, og mange af de mennesker, der har kunnet fortælle, var i sagens natur børn dengang. Derfor har vi flere scener med børn, der fortæller om krigen set i børnehøjde, siger Christina de Laurent.
Hun fortæller, at forestillingen består af mange enkeltscener, der hver især bygger på konkrete erindringer fra personer på egnen. Der er således ingen gennemgående roller i forestillingen men mange mindre scener med to-tre medvirkende og så ganske få replikker.
Det betyder også, at det først er i den sidste uge op til forpremieren 30. april, at alle medvirkende behøver at være sammen på samme tid. Indtil da mødes skuespillerne kun med instruktøren og de par stykker, de skal spille den enkelte scene sammen med.
Normalt øver man torsdag aften, men alle skal altså ikke komme hver torsdag.
Skuespil er kun en del af forestillingen. Der medvirker et kor på cirka 30 sangere. De skal blandt andet synge nogle sange fra besættelsestiden, men der bliver også flere sange skrevet direkte til forestillingen af Jane Pedersen og Stig Skovbo.
Forestillingen får også et stort islæt af lyd og lys med blandt andet billeder, lyd og film fra krigens tid.
Det er planen at forestillingen skal opføres for publikum fem gange. Torsdag 30. april der er forpremiere for skoleelever, der i ugen op til har emneuge om besættelsestiden. Desuden er der forestillinger fredag 1. maj, lørdag 2. maj og søndag 3. maj.
Forestillingen skal sættes op i udstillingshallen på Klosterlund Museum. Nogle af museumsgenstandene bliver trukket ud til siden, og så har man allerede en kulisse med autentiske effekter fra tiden omkring 1940-1945. Man håber at kunne få cirka 100 tilskuerpladser.
Har man lyst til at medvirke, kan man henvende sig til Jane Pedersen, janethorsvad@gmail.com eller Kim Munksgaard, munksgaard1965@gmail.com
Mange i Engesvang vil gerne være med til at markere 75-året for befrielsen efter anden verdenskrig. Søndag var omkring 30 mødt op for at tilmelde sig til den teaterforestilling, der skal spille i begyndelsen af maj.
Det var ikke nogen egentlig audition, men stykkets instruktør, Christina de Laurent, legede forskellige teater-lege med de fremmødte, ligesom nogle af bagmændene fortalte om projektet.
Stig Skovbo fortalte blandt andet om ideen om at indsamle øjenvidneberetninger fra nogle, der kan huske, hvad der skete i Engesvang fra 1940 til 1945.
- I krigens store perspektiv skete der jo ingenting i Engesvang. Men når vi har snakket med mennesker, som levede her dengang, så fortæller de alligevel historier. Historier med følelser, historier med drama, historier med romantik. De historier tager vi udgangspunkt i og sætter dramatik til, sagde Stig Skovbo blandt andet.
Kim Munksgaard fortalte blandt andet om det konkrete manuskript, der nu skal omsættes til forestilling.
- Vi har de her beretninger, som kommer til at indgå ordret, og omkring dem laver vi noget drama. To til fire replikker. Det er noget alle kan være med til, for der er ingen store roller. Udfordringen i det her – og det er så nok mest Christinas udfordring – bliver at få et flow, så den ene scene går over i den anden, selv om der ikke er nogen egentlig sammenhæng mellem dem.
At forestillingen består af mange små scener med et par medvirkende betyder, at ikke alle behøver at deltage i prøver hele tiden. De få, der indgår en scene, kan aftale at mødes med instruktøren, og så er det først i den sidste uge inden premieren 1. maj, alle skal øve sammen.
Der vil i forestillingen indgå sang og musik, både sange fra krigens tid og sange skrevet specielt til denne forestilling. Derfor vil Engesvang Musikforenings kor, EKKO, medvirke i forestillingen, så der vil være mange mennesker på scenen, skønt det kun er få, der har replikker.
Christina de Laurent, der er instruktør på forestillingen, glæder sig.
- Jeg har oplevet masser af energi hos de mennesker, der mødte op, så jeg er helt sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse, siger Christina de Laurent, der blandt andet arbejder på Dansk Teaterakademi i Holstebro, og som har instrueret friluftsspillene i Thorning.
Ud over teaterforestillingen vil der 4. maj om aftenen være alsang rundt om Bølling Sø med deltagelse fra både Engesvang, Funder og Kragelund. Desuden vil der 16. maj være en koncert, hvor lokale musikgrupper giver deres versioner af musik om krig og fred.
Det begyndte med en tanke i Engesvang Musikforening om en lille kulturmarkering af 75 året for afslutningen af anden verdenskrig. Nu har tanken vokset sig større, og formanden for Engesvang Musikforening står nu i spidsen for arbejdet med flere store arrangementer i begyndelsen af maj næste år.
- Det bliver ikke bare vores eget kor, der skal synge nogle danske sange. Det bliver måske 1000 mennesker, der skal synge samtidigt mange steder rundt om Bølling Sø. Samtidig er vi ved at stable en teaterforestilling på benene, der bliver noget ud over det sædvanlige, siger Stig Skovbo og fortsætter:
- Det helt særlige ved den her forestilling er, at den bygger en til en på lokale menneskers erindringer. Vi har været rundt ved ældre mennesker med en båndoptager for at få dem til at fortælle deres personlige historier fra besættelsestiden. Og det bliver nogle af de historier, vi får at se på scenen. Visse dele ordret fra båndudskrifterne, forklarer Stig Skovbo, som fortæller, at der bag teaterproduktionen står en gruppe på en halv snes mennesker.
Det er den professionelle dramatiker Brian Wind-Hansen, der har omsat lydoptagelserne til dramatik, og det er Christina de Laurent, der skal stå for instruktionen. Hun er blandt andet også instruktør på Thorning Friluftsspil.
- Vi har en aftale om at kunne spille i laden på Klosterlund, og vi arbejder på at finde sponsorer, der vil støtte projektet, så vi også kan få godt lyd og lys. Lige i øjeblikket har vi tilsagn om cirka 50.000 kr. men vi skal i hvert fald bruge dobbelt så meget. Vi håber selvfølgelig også på nogle entréindtægter, man vi vil ikke kunne sætte prisen så højt, at vi kan dække alle udgifter med det, siger Stig Skovbo.
Det er planen, at der skal være fire forestillinger i løbet af 1., 2. og 3. maj, og det skønnes at kunne få plads til cirka 100 tilskuere per gang.
Teaterforestillingen er imidlertid ikke det eneste, der er i støbeskeen. 4. maj - på befrielsesaftenen - vil der være alsang ved bredden af Bølling Sø. På samme tid vil man synge de samme sange flere forskellige steder.
- Vi har forventer, at de tre skoler i Engesvang, Funder og Kragelund stiller op, ligesom FDF og kirken i Kragelund måske også vil være med, og i Engesvang Musikforening har vi allerede i flere måneder haft alsang en gang om måneden, og vi regner med at mange vil deltage ved den store finale, hvor der også bliver fakkeloptog og andet med lys, alt efter hvor mange penge, vi får skrabet sammen til det projekt, siger Stig Skovbo.
Han fortæller, at i ugen op til 4. maj vil Engesvang Skole have temauge om besættelsestiden og befrielsen. 21. april er der i kulturhuset i Engesvang foredrag med frivillige fra Bunkermuseet i Silkeborg, og lørdag 16. maj er der ligeledes i kulturhuset koncert med en lang række lokale musikere, der vil synge og spille om krig og fred.
Søndag 26. januar bliver der afviklet en audition, hvor personer, der har lyst til at få en rolle i forestillingen, kan melde sig.
Vi er allerede kommet godt fra start:
Her kan du se lidt af det, der er på vej!
Vi håber at se jer til vores arrangementer.
Her kan du se lidt af det der skete sidste sæson.
Musikforeningen, Kulturens Venner og Engesvang Menighedsråd står bag, når Engesvang fejrer Højskolesangbogen. Både dens 125 års jubilæum og senere på året den nye 19. udgave.
Byen fyldes med sang i dagene fra d. 22. - 27. januar 2019.
Et fyldestgørende program husstandsomdeles i den første uge af januar.
Hvis du vil være med i musikforeningens kor; EKKO så kontakt Joan på 61 11 89 30.
Alle kan være med! Det eneste der kræves er lysten til at være med i et herligt fællesskab med udgangspunkt i sang og musik.